Hvad vil det sige at være et menneske?

“PRØV: At opfatte dit eget liv lige nu som en rejse og som et eventyr. Hvor er du på vej hen? Hvad søger du? Hvor er du nu? Hvilken station på rejsen er du kommet til? Hvis dit liv var en bog, hvilken titel ville du så give den i dag? Hvilken overskrift ville du give det kapitel, du er ved at skrive lige nu? Sidder du fast i det på nogen måde? Kan du være helt åben over for alle de energier du har til rådighed lige nu? Læg mærke til at denne rejse er helt din egen og ingen andens. Så du er nødt til at gå din egen vej. Du kan ikke efterligne en andens rejse og stadig være sand ved dig selv. Er du parat til at vedkende dig at du på den måde er enestående?”

– Jon Kabat-Zinn: Lige meget hvor du går hen er du der

Hvad gør, at du i en given situation tænker – føler – oplever og handler, som du gør?

  • Hvad bevæger dig?
  • Hvad motiverer dig?
  • Hvad er dine værdier?
  • Hvad lever du for?
  • Hvad kæmper du med?
  • Hvad er svært for dig?
  • Hvordan møder du livet?
  • Hvordan forliger du dig med livet?
  • Hvad er et godt liv for dig?
  • Hvad er det vigtigste for dig i livet?
  • Hvad gør dig til dig?

Prøv et øjeblik at stoppe op og reflekter over dette:

  • livet i sig selv er en sjælden og kostbar gave; dette øjeblik lige her og nu er også en gave – hvordan omfavner du livet og dette øjeblik?
  • det er uundgåeligt, at vi alle skal dø, blot ved vi ikke, hvornår; børn dør, unge mennesker dør, ældre dør, vi alle dør på et eller andet tidspunkt og jo ældre, vi bliver, desto tættere kommer vi på dette afgørende øjeblik- hvad skal forme din vej og dit liv indtil da?
  • lidelse er en uundgåelig del af livet; ingen kan gå gennem livet uden smerte; fysisk smerte, tab, ensomhed, angst, stress, uretfærdighed og mange andre ting – hvordan forholder du dig til den smerte, der er i dit liv og hvordan formår du at balancere smerte og glæde?
  • når alt kommer til alt, afhænger dit liv af, hvordan du vælger at gå vejen – hvordan går du vejen og hvad ligger bag ved dine måder at være i livet på, handle og mestre livet?

Hvad gør dig til dig?