Memento mori – carpe diem

 

“It’s not dark yet, but it’s getting there”

– Bob Dylan

 

Husk at du skal dø

Bevidstheden om, at alt er forgængeligt, at intet varer ved og at dette øjeblik om lidt er forbi, kan fungere som en eksistentiel og spirituel opvågnen for os. Bevidstheden om, at vi også selv skal dø og at det og dem, vi elsker og som har betydning for os, forandrer sig og ophører med at være.

 

Grib dagen

I morgen har du ikke længere dét, som du har i dag og det er derfor vigtigt, at give livet mening, alvor og dybde, mens tid er. Kan vi bruge det faktum, at alting forandrer sig og at vi skal dø, til at engagere os i livet og i det, der sker os rundt omkring, lige nu, bliver livet også mere meningsfuldt for os. Det giver et helt andet perspektiv på, hvad der er væsentligt og nødvendigt for os, hvad der dybest set har betydning for os og giver mening for os i vort liv – og hvad ikke.

I buddhismen kalder man det “impermanence” og betragter det forhold, at mange lever, som om livet er evigt, som om vi kan fastholde det, der er lige nu, som om vi kan kæmpe imod forandring, som én af grundende til, at vi kan have svært ved at acceptere livet og livets grundvilkår.

Bevidstheden om, at alt netop ér foranderligt, i den grad også os selv og vores nærmeste, kan være en vågnen op til det eksistentielle grundvilkår, at vi lever på lånt tid og at det er vigtigt, hvordan vi lever vort liv. En opvågnen, der gør, at vi spørger os selv, om det er således her, vi gerne vil leve – fortsat og fremover. Om vort liv eller dele af det skal lægges om eller forandres.

Men også om vi værdsætter livet nok, som det er lige nu, uden at ønske at forandre det eller at det skulle være anderledes. At leve med taknemmelighed over det, vi har nu og det, som vi har haft, kan hjælpe os med at værdsætte livet lige her og nu. Taknemmelig, fordi “i morgen” (om 2 splitsekunder, om 2 dage, 2 måneder, 2 år, 20 år) har du det ikke længere og hvorfor ikke sætte pris på det, du har nu, mens du har det?!

Det er en velkendt erfaring, at mange netop lever deres liv mere intenst, netop pga. visheden om, at antallet af dage er sparsomme. Denne vished er ikke en intellektuel vished, men kommer ofte af vores egen konfrontation med, hvor sårbart og skrøbeligt livet er. Både vores eget og dem, vi elskers. Konfrontationen med døden og med forhold i livet, der forsvinder og dør for os, gør, at vi på en anden måde kan gøre os tanker om vort liv og leve vort liv mere i overensstemmelse med, at vores livstid er begrænset.